Brownie med cheesecake og brombær-swirl

De skønne brombær er i sæson lige nu, og vi har været på rov, og selvom Ísak spiste bekymrende mange (men han fik ikke ondt i maven), så kom vi hjem med 600 g saftige brombær. Vi har fået spist en masse brombær, lavet juice og det er også blevet til en brownie med cheesecake og brombær-swirl – mums for en lækkerhed. Jeg deler opskriften med jer her, hvis I ikke har brombær så brug evt. hindbær.

brownie-med-cheesecake-brombaer

Opskrift på brownie med cheesecake og brombær

Giver ca. 12 stk.

Brombær-puré:
200 g brombær
50 ml vand
65 g sukker

Fremgangsmåde:
Kom alle ingredienserne i en gryde. Lad simre i ca. 8 minutter, men du med en ske moser bærrene lidt. Kom den varme brombær-puré gennem et sigte og sæt på køl.

Cheesecake:
225 g flødeost
70 g græsk yoghurt
1 æg
65 g sukker
½ tsk. salt

Fremgangsmåde:
Pisk alle ingredienserne sammen til en jævn og glat ostecreme.

Brownie:
150 g smør
75 g mørk chokolade
2 dl sukker
2 æg
2 spsk. usødet kakao
½ tsk. salt
2,5 dl mel

Fremgangsmåde – brownie:

Smelt smør og chokolade og lad det køle lidt af. Rør sukker i chokolademassen. Pisk nu et æg i af gangen. Vend til sidst de tørre ingredienser i dejen. Beklæd en bageform med bagepapir – jeg har brugt en kvadratisk form (21×21).  og kom browniedejen i bageformen. Fordel dernæst forsigtigt cheesecake-massen over brownie-dejen. Lav til sidst swirls af brombær-puré på toppen af kagen – brug evt. en spids kniv eller en strikkepind. Prøv at undgå at komme ned til brownie-dejen. Bag brownie-cheesecaken ved 185 grader i 55-60 minutter. Opbevar kagen på køl.

brownie med cheesecake og brombær

11 tanker om “Brownie med cheesecake og brombær-swirl”

  1. Jeg er i gang med at lave denne lækre kage, som jeg glæder mig til at smage. Det er bestemt ikke første gang jeg finder inspiration på din blog, men igen står jeg med spørgsmålet – mon fu bruger alm el. varmluft? Bruger du noget som udgangspunkt, hvis ikke andet er nævnt?

    1. Jeg har tænkt det samme 🙂 da jeg lavede en cookieopskrift med marabou smil i herfra, da brugte jeg alm. ovn, og det fungerede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *