Frk. Cute Carbs

Brownie med cheesecake og brombær-swirl

De skønne brombær er i sæson lige nu, og vi har været på rov, og selvom Ísak spiste bekymrende mange (men han fik ikke ondt i maven), så kom vi hjem med 600 g saftige brombær. Vi har fået spist en masse brombær, lavet juice og det er også blevet til en brownie med cheesecake og brombær-swirl – mums for en lækkerhed. Jeg deler opskriften med jer her, hvis I ikke har brombær så brug evt. hindbær.

brownie-med-cheesecake-brombaer

Opskrift på brownie med cheesecake og brombær

Giver ca. 12 stk.

Brombær-puré:
200 g brombær
50 ml vand
65 g sukker

Fremgangsmåde:
Kom alle ingredienserne i en gryde. Lad simre i ca. 8 minutter, men du med en ske moser bærrene lidt. Kom den varme brombær-puré gennem et sigte og sæt på køl.

Cheesecake:
225 g flødeost
70 g græsk yoghurt
1 æg
65 g sukker
½ tsk. salt

Fremgangsmåde:
Pisk alle ingredienserne sammen til en jævn og glat ostecreme.

Brownie:
150 g smør
75 g mørk chokolade
2 dl sukker
2 æg
2 spsk. usødet kakao
½ tsk. salt
2,5 dl mel

Fremgangsmåde – brownie:

Smelt smør og chokolade og lad det køle lidt af. Rør sukker i chokolademassen. Pisk nu et æg i af gangen. Vend til sidst de tørre ingredienser i dejen. Beklæd en bageform med bagepapir – jeg har brugt en kvadratisk form (21×21).  og kom browniedejen i bageformen. Fordel dernæst forsigtigt cheesecake-massen over brownie-dejen. Lav til sidst swirls af brombær-puré på toppen af kagen – brug evt. en spids kniv eller en strikkepind. Prøv at undgå at komme ned til brownie-dejen. Bag brownie-cheesecaken ved 185 grader i 55-60 minutter. Opbevar kagen på køl.

brownie med cheesecake og brombær

Bananmuffins med Nutella

En af de mest populære opskrifter på bloggen er min banankage, og jeg er også selv vild med den, den er virkelig saftig og svampet, sådan som jeg bedst kan lide den slags kager. Jeg bliver tit spurgt, om man kan bage banakagen i muffinforme, og svaret er ja, det kan man sagtens, men hvis man er vild med muffins, så er de her bananmuffins med Nutella-swirl virkelig et forsøg værd. Det er den bedste bananmuffin, jeg til dato har smagt, og kombinationen med Nutella er helt perfekt.

bananmuffins med nutella

Opskrift på bananmuffins med nutella

Giver 8 store muffins eller ca. 12 mindre muffins
2½ bananer
100 g blødt smør
1 æg
175 g sukker
200 g mel
Knivspids salt
0,5 dl mælk
1 tsk bagepulver
1 tsk vaniljesukker
80 g Nutella

Sådan laver du bananmuffin med Nutella-swirl:

  • Mos bananerne.
  • Pisk smør, æg, vaniljesukker og sukker til en cremet masse.
  • Rør mel og salt i dejen. Bland det godt sammen.
  • Rør til sidst mælk og bananmos i muffindejen.
  • Fordel dejen i en muffinform.
  • Smelt nutellaen i mikroovn i et par sekunder, så den bliver lidt mere flydende, fordel ca. en tsk.Nutella  i midten af hver bananmuffin og lav en swirl, eller noget der ligner. Bag ved 180 grader i ca. 25 minutter.

En god muffinform

Kan anbefale denne muffinform fra Le Creuset, som er på tilbud lige nu!

 

Sommerens bedste iskaffe

//Indlægget er sponsoreret//
isakke-nespresso

frappe-opskrift

Om sommeren er min foretrukne kaffe en god iskaffe, det er nok nærmest en sommerlig afhængighed! Jeg laver gerne en helt simpel version med espresso (gerne Nespressos Kazaar), kondenseret mælk, isterninger og en sjat iskold mælk. Virkelig godt!

Lige i øjeblikket er min sædvanlige iskaffe dog skiftet ud med en luksus version – en iskaffe med vanije. Den er genial og måske den bedste iskaffe, jeg har smagt denne sommer. Den lækre iskaffe er lavet på god stærk kaffe, masser af isterninger, noget sødt, kold mælk og vaniljesukker. Jeg begyndte faktisk at lave den, da jeg fornylig fik fingrene i Nespressos nye Envivo Lungo, som er en ny favorit, når der skal serveres aromatisk og intens kaffe herhjemme. Jeg drikker den gerne nybrygget med en sjat varm, skummet mælk, men jeg bruger den også altid til min iskaffe deluxe, da kaffesmagen er dejlig intens og en Lungo er den perfekte størrelse til to serveringer af min sommerfavorit – den kolde vaniljelækre frappe.

Opskrift på iskaffe deluxe

Giver en to store iskaffe
1,5 – 2 dl sødmælk
4 tsk. kondenseret mælk
1,5 tsk. vaniljesukker
25-30 isterninger
ca.1 dl stærk kaffe – gerne 1 Envivo Lungo

Sådan gør du

  • Lav en Envivo Lungo.
  • Kom isterninger, sødmælk, vaniljesukker og kondenseret mælk i en blender. Blend til du har en slush-ice-agtig masse. Fordel vaniljemassen i to store glas og hæld den varme kaffe over. Nyd straks din frapppe.

Envivo Lungo – god kaffe med power!

God kaffe er i min optik kaffe med fyldig smag, masser af aroma og den skal gerne være intens, jeg er ikke verdens største kaffedrikker, men jeg kan godt lide en god latte eller cappuccino, som jeg gerne laver på min Nespresso-maskine.  Og lige i øjeblikket er den nye Envivo Lungo en favorit (læs mere om Nespressos kaffe her)– den er fyldig og intens med noter af honningkage og karamel, og den ligger på intensitet 9 på Nespresso intensitetsskala, som går fra 4-12, og egner sig lige godt med og uden mælk – min kæreste drikker den gerne uden mælk, når kaffen skal være ekstra god til weekend-morgenmaden. Og så er størrelsen og intensiteten altså også perfekt, når der skal laves iskaffe til to.

Køb her… Du kan købe Nespresso-kapsler og heriblandt den nye Envivo Lungo i de fire Nespresso Boutiques i landet eller på Nespressos hjemmeside lige her!

iskaffe-frappe 2  Nespresso iskaffe

3 x frugt- og bærsuppe med lækker topping

// Indlægget er sponsoreret af  Skælskør Frugtplantage//frugtsuppe-blog

Frugt- og bærsuppe vækker barndomsminder hos mig, jeg husker især tydeligt den blåbærsuppe, jeg altid fik, da jeg var syg som barn, den varmede, smagte sødt og gjorde mig altid lidt glad. Men nu er det efterhånden virkelig lang tid siden, jeg har spist frugt- eller bærsuppe, jeg ender altid med at lave grød i stedet, men kan egentlig godt lide frugtsuppen, hvis bare den har lidt lækkert på toppen, der giver lidt knas og kontrast. Lige præcis derfor, blev jeg ret glad for, at Skælskør Frugtplantage spurgte, om jeg ville teste deres nye frugt- og bærsupper og komme med kreative idéer til lækre toppings, men inden I får mine toppingidéer, så vil jeg gerne fortælle lidt om suppen, der både kan spises iskold og dejlig varm.

Frugt og bærsuppe er et helt nyt produkt på markedet, og supperne fås i tre forskellige varianter: Abrikos, jordbær og hyldebær, herhjemme er jordbærsuppen favoritten hos drengene, og jeg synes egentlig både abrikos og hyldebær er meget gode, jeg synes især hyldebærsuppen er god, når den er varm, måske fordi den vækker søde minder.

Alle supper indeholder 70 procent frugt og én portion kan derfor erstatte 1 stk. frugt i ’6 om dagen’-anbefalingen, og det synes jeg faktisk er ret fint, synes også, man kan smage, at der er så meget frugt i supperne. Frugtsuppe er en meget nem og let sommerdessert, som kan serveres på ingen tid. Kig med under de næste billeder, hvor jeg deler mine toppingidéer med jer + tipper om en fin konkurrence!

skaelskoer-frugtsuppe

hyldebaer-suppe

Jeg har spist en del frugt- og bærsuppe de sidste par dage og prøvet en masse toppings, og min vigtigste konklusion er, at kombinationen af toppings helst skal være noget cremet, lidt sprødt eller knasende og noget overraskende. Og det gælder både, når du serverer suppen varm og når den er kold.

Kold jordbærsuppe med vaniljeis, pistaciekerner, marengsdrys og friske jordbær

Du skal bruge:

  • Skælskør Frugtplantage Jordbærsuppe (kold)
  • God vaniljeis (fx Hansens)
  • knuste hvide marengskys
  • Friske jordbær
  • Konditor pistacienødder

Server jordbærsuppen i suppetallerkener, top hver portion med en kugle is, 1 spsk. jordbær i små tern, grofthakkede pistacienødder og til sidst lidt knust marengs. Server straks.

Kold abrikossuppe med fløde, kammerjunkere og kokosflager

Du skal bruge:

  • Skælskør Frugtplantage Abrikossuppe
  • let pisket flødeskum
  • kammerjunkere
  • kokosflager

Server abrikossuppen i suppetallerkener, top hver portion med 3 tsk. letpisket flødeskum, drys med knuste kammerjunkere og til sidst lidt kokosflager. Server straks.

Varm hyldebærsuppe med græsk yoghurt, lakridsfudge og æbler

  • Skælskør Frugtplantage Hyldebærsuppe
  • græsk yoghurt
  • lakridsfudge
  • æbler

Varm hyldebærsuppen i mikroovn eller i en gryde. Fordel suppen i de portion, du ønsker. Top hver portion med 1 spsk græsk yoghurt (2% eller 10%) og afslut med at fordele æbletern og små stykker lakridsfudge over hyldebærsuppen. Server straks.

Konkurrence på Instagram

Kig forbi min Instagram-profil @frk_cutecarbs, hvor jeg lige nu har en konkurrence i samarbejde med Skælskør Frugtplantage, hvor du kan vinde en frugtkasse fyldt med lækkerier fra Skælskør Frugtplantage.

jordbaer-suppe

Tip! Lav en hurtig jordbærmilkshake

Hvis du har lidt frugt- og bærsuppe i overskud, så kan du fx bruge den til en nem og lækker milkshake. Blend 1 dl Skælskør Frugtplantage jordbærsuppe med to kugler vaniljeis, og vupti du kan nu nyde en iskold milkshake.

jordbaer-milkshake

Bananis med kokos til fødselsdagsfejring i vuggeren

I søndags holdt vi Ísaks 2-års fødselsdag i kolonihaven, det var en dejlig dag med glade børn, sol, hotdogs og masser af kager, har allerede flashet en del af dem på Instagram (@frk_cutecarbs), hvis du følger med der. Påtænker et indlæg med lidt fødselsdagskage-inspiration, men mere om det senere, nu vil jeg gerne dele de fine, små ispinde vi havde med i vuggestuen, da vi i mandags fejrede hans fødselsdag med de små venner på Ko-stuen. De små ispinde var lavet af en frisk bananis med et tvist af kokos, og de små størrelser var pjattede med dem, fødselaren var selvfølgelig først færdig, så det tager jeg som godkendt!

Bananis til vuggestuen

Opskrift på bananis med kokos på pind

Giver ca 14 små ispinde
3 bananer
2 appelsiner
1/2 citron
200 ml kokosmælk

+

En håndfuld friske blåbær

Sådan laver du bananis med kokos

  • Blend bananer, citron- og appelsinkød med kokosmælk til du har en jævn smoothie-masse.
  • Blend blåbærrene groft.
  • Kør isen på is-maskine i en halv time, fordel en lille smule blåbærpure i bunden af ispindeformene og kom derefter bananis i formene. Sæt ispinde i og frys.
  • Hvis du ikke har en ismaskine, så fordel smoothie-massen direkte i ispindeforme, når du har fordelt blåbærpureen i ispindeformene. Frys i ca. en time, inden du sætter ispindene i isene og lader dem fryse videre.

6 fine ispindeforme!

Ispindeform

1. // 2. // 3. // 4.

Ispindeform til skub op is

Fine skub op isforme // Festlige paraply ispindeforme