Pavlova: Chokolademarengs med flødecreme og friske bær

Chokolademarengs er en af marengsfavoritterne her hjemme – jeg er vild med smagen, men især også den smukke marmorerede struktur. Og kontrasten med de farvefine bær i denne pavlova er både en smagseksplosion og virkelig fint for øjet.

Pavlova er en dessertkage, som består af en marengsbund fyldt med creme eller fløde og pyntet med frisk frugt eller bær. En god marengsbund er sprød udenpå og lidt sej indeni, og det synes jeg virkelig lykkedes så fint med denne chokolademarengs.

Pavlova med chokolademarengs og friske bær

Pavlova: Chokolademarengs med flødecreme og bær

Opskrift på chokolademarengs
4 æggehvider
200 g sukker
60 g mørk chokolade (fx denne fra Valrhona)
1 knivspids salt

Fremgangsmåde chokolademarengs til pavlova:

  • Pisk æggehviderne stive.
  • Tilsæt sukker lidt ad gangen, mens du stadig pisker. Tilsæt salt og pisk til marengsmassen er glat og blank.
  • Smelt chokoladen.
  • Vend (meget forsigtig) den smeltede chokolade i marengsmassen. Rør det endelig ikke sammen, hvis du vil opnå den marmorerede effekt, skal du næsten ikke blande det sammen.
  • Tegn en cirkel på ca. Ø 24 cm på et bagepapir.
  • Fordel chokolademarengsen forsigtigt i den optegnede cirkel.
  • Bag chokolademarengsen ved 120 grader i 70 minutter. Lad chokolademarengsen stå i ovnen i eftervarmen også.
  • Lad chokolademarengsen køle helt af på bagepapiret, inden du forsigtig flytter den over på et lagkagefad.

Flødecreme til pavlovaen
4 dl fløde
1,5 dl creme fraich
1,5 tsk. vaniljesukker
Skal fra en lille usprøjtet citron (kan udelades)

Sådan laver du flødecreme

  • Pisk fløden stiv.
  • Rør cremefraich i fløden med en ske.
  • Tilsæt vaniljesukker og citronskal og rør det ind i flødecremen.

Pavlova – sådan her!

Top den kolde chokolademarengs med flødecreme – lad kanterne være frie, så man kan se den smukke chokolademarengs. Top pavlovaen med friske jordbær, en håndfuld blåbær og evt. små chokolademarengstoppe.

Pavlova med chokolademarengs og friske bær

 

Rabarber-cheesecake i glas

Hvis bare jeg havde lavet en dobbeltportion af denne vildt lækre rabarber-cheesecake! Seriøst, det er en af de bedste opskrifter, jeg har udviklet meget længe  – sikkert fordi cheesecake er min yndlingskage, og rabarber er en eviggod favorit, det kan kun blive godt 🙂

Den cremede cheesecake er uden husblas, så den kan nærmest spises med det samme, det må være en af de allernemmeste cheesecakes ever! God fornøjelse!

Rabarber-cheesecake i glas

Opskrift på rabarber-cheesecake

Til 4 pers.

Opskrift på rabarberkompot:
150 g rabarber
2 spsk. rørsukker
½ vaniljestang

Sådan laver du rabarberkompot:

  • Rens rabarberne og skær dem i skiver på ca. 2 cm
  • Kom rabarber, rørsukker, vaniljekorn sammen med den tomme vaniljestang i en gryde.
  • Lad rabarberne simre ved middelvarme i ca. 15 minutter til rabarberne er møre – faktisk må de gerne falde lidt fra hinanden, da en meget blød og fin rabarberkompot er bedst egnet til topping af denne cheesecake.
  • Lad rabarberkompotten køle helt af

Opskrift på kiksebund

5 digestiv
30 g smør

Opskrift på ostecreme
200 g flødeost
100 g græsk yoghurt (2%)
50 g creme fraich
0,5 dl kondenseret mælk (kan købes her)
saft fra en halv lime
½ vaniljestang

Sådan laver du rabarber-cheesecake

  • Kiksebund: Knus digestiv kiks, smelt smørret og bland det i kiksene. Fordel kiksemassen i bunden af fire serveringsglas – fx gamle syltetøjsglas eller almindelig, smukke drikkeglas.
  • Ostecreme: Rør vaniljekorn, flødeost, kondenseret mælk, græsk yoghurt, creme fraich og limesaft godt sammen med et piskeris. Fordel ostecremen over kiksebundene.
  • Fordel forsigtigt kold rabarberkompot over ostemassen.
  • Top eventuelt med lidt flødeskum og hvid chokolade (jeg bruger denne).
  • Lad de små glas med rabarber-cheesecake hvile i køleskabet inden servering.

Prøv også min sommerlige jordbær-cheesecake!

rabarber-cheesecake-nem-opskrift

//Indeholder affiliate links//

 

Morgenmads-crumble med blåbær

Morgenmads crumble med blåbær

Jeg har næsten altid blåbær i fryseren, så derfor ender vi tit med at lave denne nemme morgenmadsforkælelse, hvis vi lige skal lave lidt ekstra lækkert til de hyggelige søndage, når den lille familie endelig er samlet omkring morgenmadsbordet. Det er simpelthen så nemt at lave denne crumble, som også fungerer superfint som dessert serveret med kølig cremefraich eller letpisket flødeskum.

Opskrift på morgenmads-crumble

Til 2. Pers.

90 g blåbær – gerne frosne
30 g havregryn
5 g mel
10 g rørsukker
knivspids kanel
knivspis salt
20 g blødt smør

Sådan gør du:

  • Fordel blåbærrene i to små skåle, der kan komme i ovnen – jeg bruger mine Le Creuset ramekiner
  • Bland havregryn, mel, rørsukker, kanel, salt og smør i en skål – fordel crumble-massen over blåbærrene.
  • Bag ved 185 grader i ca. 30 min

Jeg er ret pjattet med crumble, så der er en del opskrifter på bloggen, hvor crumble indgår, se her:
Rabarberkage med crumble
Sommer-crumble
Rabarber-crumble

Risalamande cheesecake – opskrift på en lækker juledessert!

En risalamande cheesecake har længe stået på min to do, og nu er den endelig blevet lavet, heldigvis! For den er ret god, synes jeg selv. Jeg kan godt lide risalamande, men egentlig er denne cheesecake lidt friskere, end den ret så heftige risalamande, der er nemlig en del citron i. En risalamande cheesecake er et godt bud på en lidt julet dessert, når der er julefrokost på programmet, men den kan sagtens laves på andre tidspunkter, hvor du bare har rigtig meget lyst til en god dessertkage.

risalamande cheesecake

Opskrift på risalamande cheesecake:

Det skal du bruge til bunden:
120 g digestive kiks
25 g hakkede mandler
60 g smør
30 g hvid chokolade

Sådan laver du bunden:
Smelt smør og chokolade sammen.
Knus kiksene og bland dem med hakkede mandler og rør det sammen med smør-massen.
Pres massen til en bund i en springform (18 cm).
Sæt kiksebunden i køleskabet i en halv time.

Det skal du bruge til ostecremen
200 g færdig risengrød med vanilje og sukker (jeg laver en halv portion af denne)
200 g flødeost
0,5 dl sukker
1,5 dl fløde
½ vaniljestang
Skal fra en halv usprøjtet citron
2 husblas

Sådan laver du ostecremen
Sæt husblas i blød.
Pisk fløden til let skum.
Bland risengrøden i flødeskummet.
Rør flødeost, citronskal og sukker sammen.
Vend flødeostemassen i flødemassen.
Vrid husblassen fri for vand, smelt det over vandbad og kom det i blandingen – brug lidt af ostecremen til at afkøle med, så det får ca. samme temperatur som ostecremen.
Rør nu husblassen i ostecremen.
Fordel massen over kiksebunden.
Sæt kagen på køl og lad den stå i mindst en time, inden du kommer kirsebærgelé på.

Opskrift på kirsebærgelé:
220 ml kirsebærsauce uden bær
Saft fra en halv usprøjtet citron
1 husblas

Sådan gør du:
Kom alle ingredienser i en gryde og varm det godt igennem. Lad massen køle af, inden du fordeler den over ostemassen. Sæt så din risalamande cheesecake i køleskabet i mindst fem timer, men meget gerne natten over.

Tip! Pynt med hakkede mandler og guldstøv!

Hvis du ikke er til risalamande cheesecake, så er denne skønne jordbær cheesecake måske mere dig! 

Banantrifli med saltkaramel og søde bananer

 photo banantrifli_zpsxl00asoi.jpg
Lavede denne skønne banantrifli lidt ved et tilfælde, fordi jeg havde kogt den lækreste saltkaramel, og der er noget lidt magisk ved kombinationen af søde bananer og saltet karamel. Kæresten var lidt skeptisk, da jeg lige vendte idéen med ham, men han var helt solgt, da han få timer senere spiste banantrifli til sin eftermiddagskaffe. Og jeg er med ham – det er en virkelig lækker dessert, som kan laves ret hurtigt, og det der magiske spil mellem sødt og salt, spiller maks i denne kombination.

Opskriften er til 4 pers.

Opskrift på flødecreme
3 spsk. sukker
1 spsk. maizena
½ vaniljestang
2 æggeblommer
2 dl mælk
+
2,5 dl fløde

Sådan laver du flødecreme
Rør æggeblommer, sukker og majsstivelse sammen i en tykbundet gryde, og rør mælken i lidt ad gangen. Varm blandingen op ved svag varme under omrøring, til den begynder at tykne. Lad cremen køle af i en skål. Pisk fløden til skum og vend den kolde creme i fløden, rør forsigtigt, til du får en jævn og lækker flødecreme.

Til banantrifli skal du også bruge:
8 digestive kiks
4 bananer
Salatkaramel – se opskrift her!
God mørk chokolade – f.eks. Valrhonas Caraïbe

Sådan laver du banantrifli

Knus digestiv kiks i fire portionsglas.
Kom ca. tre teskeer saltkaramel over hver portion.
Skær bananerne i skiver og fordel dem over saltkaramellem.
Top med masser af flødecreme og et drys hakket chokolade.
Sæt banantriflien i køleskabet i mindst to timer inden servering.

Kan du godt lide desserter med banan, så kan jeg anbefale min mega saftige banankage!
 photo banan-trifli-opskrift_zps6ilzqx5f.jpg