Gulerodskage er en af mine absolut yndlingskager, men den kan desværre hurtig blive kedelig med en alt for sød frosting og en tør kage, men til gengæld kan en gulerodskage være magisk, hvis kagen er saftig og fuld af smag, og frostingen er frisk og syrlig – det er den type gulerodskage, jeg elsker!
Jeg har efterhånden bagt en masse gulerodskager i jagten på den absolut bedste version af den skønne kage – og nu er det lykkedes mig at bage verdens bedste gulerodskage, hvis jeg selv skal sige det. Det er i hvert fald den bedste, jeg har smagt! Det er ren kagelykke! Og I skal selvfølgelig have opskriften, så I også kan nyde denne skønne kage, som er supernem at lave. Advarsel: Den er vanedannende! Kan man mon blive afhængig af gulerodskage?Ja, det tror jeg godt, man kan!
Opskrift på gulerodskage:
4 æg
100 g sukker
120 g brun farin
1 strøget tsk salt
2 tsk kanel
2 tsk bagepulver
1,5 dl olie
180 g mel
4 store gulerødder (300 g)
50 g finthakkede tørre abrikoser
Sådan laver du gulerodskage:
- Pisk æg, sukker og farin godt sammen
- Bland hvedemel, salt, kanel og bagepulver sammen og rør det i dejen
- Tilsæt olien
- Vend til sidst de revne gulerødder og de finthakkede abrikoser i dejen
- Fordel dejen i en smurt springform (20 el. 22 cm)
- Bag kagen ved 175 grader ca. 50 minutter
Cheese-topping:
75 g blødt smør
150 g flødeost
100 g flormelis
Korn fra en vaniljestang
Smag til med saft fra en økologisk citron
Sådan laver du frosting:
Pisk alle ingredienser sammen til en cremet masse, og top den kolde kage med den friske ostemasse
Følg Cute Carbs på facebook eller på bloglovin, så går du ikke glip af nye søde sager. Du kan også finde mig på instagram @frk_cutecarbs
Hvis du prøver opskriften på denne skønne gulerodskage, så ville jeg blive superglad for at høre, hvad du synes 🙂