På Portobello Road i Notting Hill i London finder du ’The Hummingbird Bakerys’ første butik, som åbnede i 2004. Ude fra ser det lille bageri halv kedeligt ud, men så snart døren åbnes, kan man træde ind i en lille oase fyldt med lækre og smukke kager i fine pastelfarver.
’The Hummingbird Bakery’ i Notting Hill er meget lille, og man skal nok ikke satse på at kunne sidde i bageriet og nyde en god kage og kaffe, for der er kun få pladser, men vi var så heldige at få tre siddepladser, så vi kunne tage et lille break fra det ellers hektiske London og nyde kagerne i de hyggelige omgivelser. Det blev til en chokolade kiksekage, en vanilje cupcake og et stykke gulerodskage.
Idéen med ’The Hummingbird Bakery’ var at tilbyde London lækre kager, og det må siges at være lykkedes – i dag er der i hvert fald fire bagerier og flere Hummingbird-kagebøger på markedet. Bageriet er altid først med nye kagetrends, så der er altid noget overraskende på kagehylderne.
’The Hummingbird Bakery’ er blevet en turistattraktion, og jeg vil da også anbefale alle kageelskere at tage et smut forbi de små kage-oaser, som du finder rundt omkring i London. Jeg synes ikke, kagerne var så fantastiske, som jeg måske havde forventet, men det hænger nok mest sammen med, at jeg ikke er den store tilhænger af buttercream icing. Jeg ville nok springe gulerodskagen over, men gå efter en fin cupcake og kiksekagen var også meget god.
Det er altid sjovt at give stjerner, så jeg deler da lige stjerner ud til ’The Hummingbird Bakery’ i Notting Hill, og det bliver til fire ud af seks stjener. En for kiksekagen, en for cupcaken og en for de smukke kager og en for den hyggelige stemning.
Følg Cute Carbs på facebook, så går du ikke glip af nye søde sager.