De her bløde chokoladecookies bagte jeg i går, hvor vi havde store bagedag hjemme hos mine forældre. De er så fine og julede at se på, og jeg er vild med den kagemagi, der sker, når du sætter de små dejkugler beklædt med flormelis i ovnen, og de stille og roligt krakelerer under bagningen. Det er så fint, og det ligner lidt sne, der er ved at smelte.
Opskrift på krakelerede chokolade-cookies
- 100 g blødt smør
- 50 g brun farin
- 50 g rørsukker
- Korn fra en vaniljestang
- 2 æg
- 225 g hvedemel
- 50 g kakaopulver
- 1/4 tsk salt
- 1 tsk bagepulver
- 100 g mørk chokolade
- 4 spsk. fløde
+
- ca. 200 g flormelis
Sådan gør du:
- Pisk smør, brun farin, rørsukker og vaniljekorn godt sammen.
- Pisk et æg i ad gangen.
- Tilsæt hvedemel, kakaopulver, salt og bagepulver.
- Smelt chokoladen og rør den i dejen.
- Rør til sidst fløden godt ind i dejen.
- Sæt dejen på køl i omkring 2 timer.
- Tag dejen ud af køleskabet, og lad den stå et par minutter, fordel den kolde dej i små stykker af 25 g – tril små kugler af dejen. Gør evt. hænderne våde, hvis du føler, det er lidt svært at forme dejen til kugler.
- Vend cookie-kuglerne i flormelis, som du har sigtet i en skål.
- Bag kagerne ved 200 grader i ca. 10 minutter.
- Lad de fine, krakelerede chokolade-cookies køle af på en bagerist.
- Opbevar kagerne i en kagedåse ved stuetemperatur.
Hej 🙂
elsker dine opskrifter!
Kunne du komme med en opskrift på de lækre sager der er afbilledet sammen med dine marcipansnitter i forrige indlæg?
Hvor dejligt, tak! Du finder opskriften her: http://cutecarbs.com/2012/12/crispy-mars-konfekt/ 🙂