Jeg er ret vild med belgiske vafler, hvis de er gode, det er de langt fra altid, jeg har virkelig købt mange tørre af slagsen, øv! En god belgisk vaffel er for mig en vaffel med masser af skøn vaniljesmag i en dejlig blød dej pakket ind i en sprød skorpe. Og lige dem kan jeg nu lave herhjemme, fordi jeg endelig har fået et belgisk vaffeljern, og lavet en skøn opskrift, som er et sikkert smagshit. Vi er vilde med den!
Opskrift på belgiske vafler
Giver 8 belgiske vafler
2 æg
3 dl mælk
250 g mel
3 tsk. bagepulver
1,5 tsk. vaniljesukker
160 g sukker
200 g smeltet smør
Sådan gør du
Rør mælk og æg sammen, tilsæt alle de tørre ingredienser, og rør dejen godt sammen. Kom til sidst det smeltede smør i dejen.
Bag vaflerne gyldne og sprøde i et belgisk vaffeljern.
Er du mere til helt almindelige vafler, så kan jeg anbefale disse sprøde og lækre vafler!
Læs også: Bananvafler – de bedste morgenmadsvafler!
Drømmer du om et belgisk vaffeljern?
Jeg har længe været på udkig efter et godt vaffeljern, der kunne bage lækre belgisk vafler. Jeg overvejede et Kitchen Aid, men lige da jeg havde besluttet at købe det, gik min Kitchen Aid røremaskine i stykker, og så blev jeg lidt træt af Kitchen Aid, i mellemtiden er der kommet et helt nyt belgisk vaffeljern på markedet fra Sage. Vaffeljernet er udviklet i samarbejde med kokken Heston Blumenthal, og jeg går ud fra, at det er hans idé, at overskydende dej, som der jo næsten altid er, når man bager vafler, ender i en drypbakke, som går hele vejen rundt om vaffeljernet, så man undgår, at køkkenbordet er klistret ind i dej, når de belgiske vafler er færdige. Genialt!
Jeg er meget glad for mit nye belgiske vaffeljern, synes jeg har fået bagt dejligt sprøde belgiske vafler – og støbejernspladerne bager helt jævnt, vigtig detalje! Vaffeljernet har fire programmer at vælge imellem: Belgiske, chokolade, klassiske, og kærnemælksvafler. Indtil videre kører vi mest de belgiske vafler ned herhjemme, da vi er vilde med opskriften, jeg lige har delt med jer.
De ser virkelig lækre ud! Jeg bliver nødt til, at lave sådan nogle en dag :grinning:
De er vanedannende gode 🙂
Hvor ser de bare lækre ud, i øvrigt er jeg helt enig med din diffination af gode vafler. Desværre findes der for mange af de tørre kærlig hilsen Rikke
Præcis 🙂 De smager skønt!
Kan dejen stå i køleskab nogle timer ? 😊
Jeg ved det ikke helt, tror ikke, det er så godt, da der er meget bagepulver i dejen.
Super! Godkendt
Har du en opskrift, på en variant med chokolade? 🙂
Eller måske en opskrift på en vaffel laglage?
De er virkelig lækre. Kan man lave dem f.eks. dagen før og så varme dem i ovnen overdækket?
Ja, det kan man sagtens 🙂 Jeg har også haft succes med at fryse dem og så lune dem i ovnen.
Wauuuuw… De er SÅ lækre! Lavede dem igår hvor vi fik et par stykker, og smed resten i fryseren. De blev så taget op allerede i dag hvor vi havde gæster, de røg i ovnen ved 150 g i 6-7 min og var perfekt sprøde igen.
De skal helt klart laves igen – tusind tak for den bedste opskrift.
Tak for den dejligste kommentar 🙂 Jeg er også vild med dem, og det gode er nemlig, at de kan varmes op igen og smage som nybagte.
Vi lavede en dej om morgen og kunne ikke spise flere ? Så vi kom dejen i køleskabet og om aftenen spurgte ungerne efter nogle flere, lavede nogle af samme dej. Så dejen kan i hvert fald godt holde 12 i køleskabet 🙂
Dejligt tip, tak!
Pingback: De lækreste hjemmelavede belgiske vafler - Sabrina Hørup