Hvis du virkelig vil fastelavns-forkæles, så stemmer jeg for fastelavnsboller deluxe aka. vandbakkelser med vaniljeflødecreme og hjemmelavet blåbærkompot. De smager virkelig lækkert, og faktisk er det ikke så svært at bage vandbakkelser, hvis du følger min fremgangsmåde, så går det ikke helt galt. God fornøjelse.
Opskrift på vandbakkelser
Giver fem fastelavsnboller
1 dl vand
50 g smør
1 knivspids salt
1 strøget tsk. sukker
50 g hvedemel
2 æg
Sådan bager du vandbakkelser
Kog vand og smør op i en gryde.
Tilsæt sukker, salt og mel under omrøring.
Rør rundt i dejen i ca. 2 minutter stadig ved høj varme.
Lad dejen køle lidt af i gryden, og rør stadig i den af og til.
Rør nu et æg i dejen af gangen, rør ægget helt ind i dejen, før du tilsætter det næste æg. Dejen skal være blank.
Brug en spiseske til at forme fem vandbakkelser på en bageplade
Bag vandbakkelserne ved 200 grader (alm. ovn) i 30-35 minutter. VIGTIGT: Lad være med at åbne ovnen undervejs, da vandbakkelserne kan falde sammen.
Opskrift på vaniljeflødecreme
2 dl mælk
2 spsk. sukker
1 vaniljestang
2 spsk. maizena
2 æggeblommer
+
2 dl fløde
Sådan gør du:
Pisk æg, maizena, sukker og vaniljekorn sammen i en skål
Bring mælken i kog og tilsæt æggemassen under konstant piskning. Kog vaniljecremen godt igennem i et par minutter. Lad cremen køle helt af, rør i den af og til.
Pisk fløden til forholdsvis stivt skum, og vend den kolde vaniljecreme i flødeskummet.
Opskrift på blåbærkompot
75 g friske blåbær
2 spsk. vand
2 spsk. sukker
Sådan gør du:
Kog bær, sukker og vand hurtigt op, og lad det koge i 2-3 minutter. Køl blåbærkompotten af.
Sådan laver du fastelavnsbollen
Halver vandbakkelserne, kom en teske blåbærkompot i bunden, og top med vaniljeflødecreme – brug evt. en sprøjtepose. Drys med lidt flormelis eller lidt chokoladeglasur.
Skønt med en opskrift på så lille en portion! Jeg er egentlig mest til de traditionelle fastelavnsboller med glasur på toppen, men dine vandbakkelser ser dælendytme lækre ud.
Jeg er egentlig ikke så meget til vandbakkelser, men jeg tror nu alligevel de her skal prøves. Jeg har så meget lyst til en rigtig fastelavnsbolle med flødecreme, men kan ikke tåle hvede. Så er jeg jo nødt til at bage selv. De her ser så meget nemmere ud end wienerbrødsdej.
Kh.
Anne-Marie
Håber, du finder et alternativ til hveden, så du kan prøve disse, de er så gode 🙂 Og helt klart nemmere end wienerbrødsdej 🙂
http://www.madbanditten.dk/2013/02/03/lchf-fastelavnsboller-med-tre-slags-fyld/madbanditten.dk laver en uden gluten 🙂
De blev bagt med spelt istedet og de var vildt gode.
Kh
Anne-Marie
Kan man bruge frosne blåbær i stedet for friske? 🙂
Sagtens 🙂
Jeg har ikke lavet vandbakkelser før men de blev super fine! Generelt bare en super god og let udførlig opskrift, tusind tak! 🙂