★ Kanelsnegle-kage ★

Jeg elsker bagværk med kanel, og det gælder især bløddejssnegle med en masse kanelremonce, men jeg tror, jeg har fundet en ny favorit – en kanelsnegle-kage med lækker creme. Prøv den, hvis du også har en forkærlighed for kanel!

Opskrift på Kanelsnegle-kage
40 g blødt smør
1 dl mælk
25 g gær
1 æg
250 g mel
25 g sukker
½ tsk. salt

Sådan gør du:
Opløs gæren i mælken. Kom resten af ingredienserne i. Ælt til du får en smidig og glat dej
Lad dejen hvile i 30 minutter.

Kanelremonce:
75 g blødt smør
3 tsk. kanel
45 g sukker

Sådan gør du: Rør alle ingredienserne godt sammen

Creme:
2 æggeblommer
2 spsk. sukker
1 spsk. majsstivelse
2,5 dl sødmælk
1 tsk. vaniljesukker

Sådan gør du: Rør æggeblommer, sukker og majsstivelse sammen i en tykbundet gryde, og rør mælken i lidt ad gangen. Varm blandingen op ved svag varme under omrøring. Lad cremen køle af i en skål – husk at røre i af og til

 photo kanelsneglekage_glasur_zps0846fcc7.jpg

Sådan laver du kanelsnegle-kagen:

  • Tag 100 g dej og rul det meget tyndt, så det kan danne bund til kanelsneglene. Udrul resten af dejen i et kvadrat på ca. 32 x 18 cm. Brug endelig ikke for meget mel til udrulningen, da dejen kan blive tør
  • Smør kanelremonce udover hele dejen, og smør derefter cremen over dejen
  • Rul nu dejen på det lange led, så du får en pølse. Skær pølsen i stykker på ca. 2 cm. Der kommer helt sikkert en del creme ud af kanelsneglene, når du skærer dem, men det gør ikke noget – prøv så godt du kan at bruge cremen, når du laver selve kanelsnegle-kagen
  • Beklæd en firkantet form (21×21) eller en springform med bagepapir, kom bunden i og læg kanelsneglene i formen med lidt mellemrum og kom gerne den overskydende creme i mellemrummet mellem kanelsneglene
  • Pensl kanelsneglene med et sammenpisket æg eller lidt mælk
  • Lad nu kanelsnegle-kagen hvile i 45 minutter
  • Bag kanelsnegle-kagen ved 200 grader i ca. 22-24 min.
  • Tag kanelsnegle-kagen ud af ovnen og lad den afkøle helt, inden du topper den med lidt glasur eller et drys flormelis

 

Tip! Kanelsnegle-kagen skal helt klart nydes samme dag, som den er bagt!

Følg Cute Carbs på facebook eller på bloglovin, så går du ikke glip af nye søde sager.

 photo kanelsnegle_kage_opskrift_glasur_zpsc254489f.jpg

16 tanker om “★ Kanelsnegle-kage ★”

  1. Øv, mine creme blev heller ikke stiv 🙁
    Kan man evt. bruge kagecreme eller noget ala det i erstatning?

  2. Når kagen bør spises samme dag som den er bagt, kan man så lave kagen klar dagen før og bage den på dagen?

  3. Lækker kage! Havde dog lidt svært ved at få den til at blve til 12 smukke, runde snegle! :joy: 😀 Istedet blev det 25 små flade (men lækre) snegle!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *